Valg af webhotel

Webhotel og hosting

Det er blevet mere og mere udbredt at have sin egen hjemmeside. Hvad end du er blogger, selvstændig eller bare har en enorm interesse for dybvandsfisk, kan en hjemmeside hjælpe dig til at formidle dit budskab til andre mennesker.

Men som så mange andre ting i livet er det ikke gratis. For at få din egen professionelle hjemmeside, skal du købe et domæne og webhotel.

Guide til at vælge webhotel

Kort fortalt er et webhotel et sted, der udlejer forskellige hjemmesider. Ligesom du lejer et værelse i et rigtigt hotel, kan du leje en hjemmeside hos et webhotel. Men der er ligesom ved almindelige hoteller forskelle i niveau, service, sikkerhed og pris. Vi har herunder beskrevet nogle af de ting, det er en god idé at være opmærksom på, når du skal vælge dit webhotel.

Trafik og plads på din hjemmeside

Du skal være klar over, hvor meget trafik du regner med, at der skal være på din hjemmeside. Hvis du bare vil lave et lille website til brug internt i familien, firmaet eller fodboldklubben, vil der højst sandsynligt ikke komme ret meget trafik.

Du vil heller ikke have brug for specielt meget plads til film, billeder eller andre store filer. Hvis du derimod regner med at uploade mange store filer, som lokker besøgende til, kan du godt for brug for en lidt større løsning. Specielt webshops har typisk brug for mere, da de rummer mange sider og billeder.

Er du helt nybegynder til dette, anbefaler vi du vælger den billigste løsning, for du kan altid opgradere hvis behovet opstår.

Den billigste hostingløsning finder du nemmest via sammenligningssiden www.din-hosting.dk.

1-klik feature

Det er efterhånden blevet rigtig populært med 1-klik installationsfeatures, hvor du nemt kan komme i gang med systemer som WordPress, Joomla! og mange flere. Så tjek om din hostingudbyder tilbyder 1-klik features som en del af pakken.

De fleste udbydere har rigtig mange smarte funktioner, men særligt for nybegyndere/letøvede er 1-klik installationsfunktionen til stor nytte, så du ikke skal betale dig fra at få hjemmesiden sat op.

Valg af serverteknologi

Der er for det meste to former for serverteknologier at vælge imellem. Den ene er PHP, som er en Linux-server. Den anden er ASP og er en Windows-server. Det betyder dog ikke, at kun Linux-brugere kan gå ind på PHP-siderne.

Hvis du ikke har en decideret præference for ASP, er PHP det oplagte valg. Der findes rigtig mange ressourcer til brug af PHP på internettet, så det vil højst sandsynligt gøre dit arbejde med hjemmesiden lettere. Et af de mest populære og udbredte CMS systemer – WordPress – fungerer ligeledes via PHP teknologien.

Opsigelse

Det virker nok en anelse mærkeligt at tænke over opsigelsesbetingelser, allerede før du har tegnet abonnement hos et webhotel. Men det er en god idé at tjekke, hvilke betingelser udbyderen har, før du går videre. Hos de fleste webhoteller tegner du et abonnement for et år ad gangen, men nogle webhoteller har særlige krav til opsigelsen og tidspunktet.

Gå efter et webhotel, hvor dit abonnement bliver sagt op, hvis du ikke selv aktivt fornyer det. Så er du sikker på ikke at betale for noget, du ikke bruger. Du kan eventuelt tjekke andres erfaringer på området, via sider som Trustpilot.

Support

Service og support ved webhotellerne kan variere meget. Nogle er rigtig dårlige til at svare, mens andre svarer med det samme. Hvis du vil være sikker på at kunne komme i kontakt med dit webhotel, er det en god idé at vælge ét, der har support over telefon og ikke kun chat eller e-mail.

Det gør det ofte lettere at komme i kontakt med dem, men for det meste er det også nemmere at forklare et problem over telefon end gennem mail-korrespondancer, der strækker sig over flere dage.

Dog er live chat rigtig nyttigt, da du kan få svar med det samme og hvis dit problem/spørgsmål kræver lidt tid, skal du ikke blive hængende i røret.